Forslag til læsning:

  • 4. Mosebog 22-25
  • 4. Mosebog 31

Ved første øjekast ser det måske ud til, at historien om spåmanden Bileam i 4. Mosebog 22-25 ikke har nogen relevans for nutidens kristne. Men forfatterne i Det Nye Testamente henviser til Bileam i tre separate passager, altid med en advarsel. Derfor er det klart, at hans historie indeholder vigtige lektioner for kristne.

Bileam er en mærkelig og spændende personlighed - en forvirrende kombination af overnaturlige åndelige gaver og en korrupt karakter. Det er bemærkelsesværdigt, at vi ser flere og flere tjenester i nutidens kirke med en lignende kombination af åndelige gaver og korrupt karakter.

Historien om Bileam begynder med, at Israel endelig har slået lejr ved Kanaans grænse. Deres tilstedeværelse skabte frygt hos Balak, kongen af Moab, hvis territorium grænsede op til israelitternes lejr. Tilsyneladende så han israelitterne som en trussel mod sit rige, selvom de ikke havde gjort noget for at retfærdiggøre hans frygt.

Balak følte sig ude af stand til at konfrontere Israel i kamp og besluttede at bruge åndelige våben mod dem. Han sendte nogle af sine stormænd - med et gebyr for spådomskunst med sig - for at bede Bileam om at komme og kaste en forbandelse over Israel. Som "sandsiger" (spåmand eller heksedoktor) havde Bileam ry for at udtale velsignelser eller forbandelser med en stærk effekt på godt og ondt.

Bileam kom fra Pethor i Mesopotamien. Han var ikke israelit. Alligevel havde han et direkte personligt kendskab til den eneste sande Gud. Da Balak bad ham om at forbande Israel, svarede han: "Jeg kunne ikke gå ud over Herrens, min Guds, ord." Den engelske form, "the LORD" (med store bogstaver), er den accepterede oversættelse af det hebraiske hellige navn på Gud, enten "Jehovah" eller "Yahweh". Bileam kendte Gud ved hans hellige navn og kaldte ham "min Gud". Da Balaks udsendinge ankom, sagde Gud til Bileam, at han ikke skulle gå med dem og ikke forbande Israel (4. Mosebog 22:12).

Balaks svar var at sende en større gruppe af mere ærefulde fyrster - med løfte om en meget større belønning. Denne gang gav Herren Bileam tilladelse til at tage af sted på én betingelse: Hvis mændene er kommet for at tilkalde dig (4. Mosebog 22:20).

Der er dog ingen optegnelser om, at mændene kom for at tilkalde Bileam igen. Alligevel tog han af sted, og ved sin ulydighed påkaldte han sig Herrens vrede, som modsatte sig ham på hans rejse og næsten dræbte ham. Til sidst gav Herren ham dog lov til at tage af sted, men på en betingelse: "Men du må kun sige det, jeg taler til dig." (4. Mosebog 22:35).

Balak bød Bileam velkommen og gjorde de mest udførlige forberedelser til, at han kunne forbande Israel. Men hver gang var resultatet præcis det modsatte. I alt fremsagde Bileam fire profetier, som er blandt de smukkeste og mest kraftfulde åbenbaringer i Skriften om Guds uigenkaldelige forpligtelse til at velsigne Israel.

Da Gud forpurrede hans forsøg på at forbande Israel, foreslog Bileam en anden strategi mod dem (se 4. Mosebog 31:16). Hvis de moabitiske kvinder kunne lokke israelitterne til afgudsdyrkelse og umoralitet, ville det ikke være nødvendigt at forbande dem. Gud ville selv bringe dom over dem. Bileams anden strategi lykkedes, og 24.000 israelitter omkom under Guds dom (4. Mosebog 25:1-9).

I alt dette udviste Bileam den mest utrolige inkonsekvens. Mere end én gang var han udtrykkeligt blevet forbudt at forbande Israel. Ved en overnaturlig åbenbaring havde han fire gange bekræftet Guds uforanderlige hensigt om at velsigne Israel og dømme deres fjender. Men han vedblev stædigt med at samarbejde med Balak, Israels fjende, og med at planlægge Israels ødelæggelse. Det var bestemt passende, at han skulle omkomme i den samme dom som Israels andre fjender, som israelitterne henrettede sammen med kongerne af Midjan (4. Mosebog 31:8).

Vi er nødt til at spørge os selv: Hvilket motiv kunne være så stærkt og tvingende, at det ville få Bileam til at handle i direkte modstrid med den åbenbaring, han havde modtaget fra Gud - til sin egen endelige ødelæggelse? To forfattere i Det Nye Testamente giver et klart og specifikt svar på dette spørgsmål.

Når Peter taler om falske lærere i kirken, siger han:

"Da de forlod den lige vej, fór de vild og slog ind på samme vej som Bileam, Bosors søn, der kastede sin kærlighed på uretmæssig vinding..." (2 Peter 2:15).

Judas siger ligeledes om falske lærere:

"De begår den samme fejl som Bileam, for de vil gøre hvad som helst for penge.” (Judasʼ brev 1:11 BPH)

Svaret er klart. Bileam blev fristet til sin undergang af kærlighed til penge. Til det formål var han villig til at prostituere sine fantastiske åndelige gaver. Sandsynligvis blev han også smigret af den opmærksomhed, han fik fra kong Balak og hans stormænd. Kærligheden til penge er tæt forbundet med ønsket om popularitet og magt. Alle disse onde lyster vokser ud af den samme jord: stolthed.

Hvad vi kan lære af Bileam

Der er tre vigtige ting, vi skal lære af historien om Bileam.

For det første har den almægtige Gud givet en uigenkaldelig forpligtelse til at etablere jøderne som sit folk for evigt. Der er ingen magt i universet, hverken menneskelig eller satanisk, der nogensinde kan annullere denne forpligtelse. Jøderne har mange gange været troløse mod Gud, og han har dømt dem hårdt, men deres troløshed kan aldrig ophæve Guds trofasthed.

Det er vigtigt at se, at initiativet i dette kommer fra Gud, ikke fra mennesker. Jøderne valgte ikke Gud, men Gud valgte jøderne. Jeg har en ung ven, en tidligere muslim - lad os kalde ham Ali - som på overnaturlig vis omvendte sig til Kristus. Efter sin omvendelse begyndte han at fremføre alle sine klager over jøderne for Gud. Til sidst svarede Gud: "Ali, dit problem er ikke med jøderne. Det er med mig. Det er mig, der har udvalgt dem." Den unge mand har nu en tjeneste, hvor han vinder muslimer for Kristus og lærer dem at bede for jøderne.

I Fjerde Mosebog 24:9 afslører Bileams profeti en afgørende faktor i menneskers og nationers skæbne. Han taler til Israel og siger:

"Velsignet de, der velsigner dig, forbandet de, der forbander dig!"

Både individer og nationer bestemmer deres skæbne, ofte uden at være klar over det, gennem deres holdning til jøderne. De, der velsigner, er velsignede, og de, der forbander, er forbandede.

For det andet er et af Satans stærkeste og mest succesfulde våben mod os kærligheden til penge. Det har været sandt fra kristendommens tidligste dage til nu. En tjeneste, der ledsages af kraftfulde overnaturlige tegn, især helbredelsesmirakler, kan næsten altid blive et middel til at tjene penge.

I 2. Korintherbrev 2:17 satte Paulus sin tjeneste i kontrast til mange af sine kristne samtidige: I modsætning til så mange andre sælger vi ikke Guds ord for at tjene penge (NIV). Selv på Paulus' tid var der mange kristne, der brugte deres tjeneste til at tjene penge!

Penge i sig selv er ikke onde. Det er ikke nødvendigvis syndigt at være rig. Af natur er penge neutrale. De kan enten bruges til det gode eller det onde. Men når vi begynder at elske penge, så er vi fanget i Satans fælde. I 1. Timotheus 6:9-10 bruger Paulus det mest højtidelige sprog til at advare os mod dette:

" Men de, der vil være rige, falder i fristelse og baghold og henfalder til utallige tåbelige og skadelige tilbøjeligheder, som styrter mennesker i undergang og fortabelse. For kærlighed til penge er roden til alt ondt; drevet af den er nogle blevet ført bort fra troen og har voldt sig selv mange smerter.”

I min egen tjeneste har jeg ofte undervist i Guds plan om at skabe fremgang for troende, som er engageret i hans riges formål. Men når jeg ser tilbage nu, fortryder jeg enhver lejlighed, hvor jeg har undervist i dette budskab uden at afbalancere det med Paulus' advarsel her i 1. Timotheus 6. For mit indre øje forestiller jeg mig troende, der er bukket under for kærligheden til penge, som mennesker, der har taget en skarp, forgiftet dolk og stukket den ind i deres eget kød. Det var helt sikkert det, Bileam gjorde.

For det tredje er vi nødt til at forstå forskellen mellem åndelige gaver og åndelig frugt. Gaver repræsenterer evner, men frugt repræsenterer karakter. En gave kommer gennem en enkelt kort overdragelse, men frugt kommer gennem en langsom udviklingsproces.

At modtage en åndelig gave ændrer ikke i sig selv en persons karakter. Hvis en person var stolt, upålidelig eller bedragerisk, før han modtog en åndelig gave, vil han stadig være stolt, upålidelig eller bedragerisk, efter han har modtaget den.

At modtage en sådan gave øger dog en persons ansvar, fordi det øger den indflydelse, han kan have på andre. Det medfører også en fristelse til at se "succes" i det kristne liv i form af udøvelse af åndelige gaver snarere end i form af udvikling af en gudfrygtig karakter. Det kan virke paradoksalt, men jo flere gaver en person modtager, jo mere opmærksomhed skal han give hen til at dyrke frugt. Når vi går fra tid til evighed, vil vi efterlade vores gaver, men vores karakter vil være med os for evigt.

At Bileam havde en klar vision af den velsignede ende, der venter de retfærdige, fremgår af hans bøn:

"Lad mig dø den retfærdiges død, og lad min ende blive som hans!" (4. Mosebog 23,10 NKJV)

Men Bileams bøn blev ikke hørt. Han blev henrettet i Guds dom over moabitterne, hvis penge havde fristet ham til at sætte sig op imod Gud.

Bileams skæbne giver en grafisk illustration af Jesu lære i Matthæus 7:21-23:

"Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!”

Kort sagt, der er ingen erstatning for at adlyde Gud. Det alene sikrer os en plads i himlen.

13
Dele