"For vi kæmper ikke mod mennesker af kød og blod, men mod personer uden legeme - de onde herskere i den usynlige verden, de mægtige sataniske væsener og store onde fyrster i mørket, som hersker over denne verden; og mod enorme mængder af onde ånder i åndeverdenen." (Ef. 6:12, TLB)

In the previous teaching letter, we considered the attributess of one who is fit to reign with Christ. This lesson is about the need to recognise the spiritual nature of the battle.

Som efterfølgere af Jesus Kristus befinder vi os i en konflikt, der spænder over både himmel og jord. De kræfter, der konfronterer os, er "personer uden legeme" - onde åndelige kræfter i det usynlige rige, der modsætter sig al sand retfærdighed og søger at etablere Satans herredømme over hele verden.

Vores ansvar i denne konflikt er unikt, fordi Kristus har givet til os alene den åndelige indsigt og de våben, der kan give os sejr. Regeringerne og hærene i denne verden, som udelukkende opererer på det naturlige plan, har ingen forståelse for konflikten og ingen magt til at håndtere de sataniske kræfter i himlen. Tværtimod bliver de selv manipuleret og kontrolleret af disse kræfter, uden at de er klar over det.

En væsentlig forudsætning for sejr er at identificere arten af de kræfter, der er på spil i en given situation. I de seneste måneder, hvor jeg har mediteret over udviklingen i verden - og især i USA og Israel - tror jeg, at Gud har vist mig identiteten på den onde, bedrageriske kraft, som Satan planlægger at bruge til at fuldbyrde sine hensigter for slutningen af denne tidsalder. Det er humanismen.

Jeg havde altid tænkt på humanisme som en forholdsvis harmløs fejltagelse. Da jeg slog op i en ordbog, blev jeg overrasket over definitionen:

"Benægtelsen af enhver magt eller moralsk værdi, der er menneskeheden overlegen; afvisningen af religion til fordel for en tro på menneskehedens fremskridt ved egen indsats."

Jeg indså, at humanisme ikke er åndeligt neutral. Tværtimod er det en bevidst fornægtelse og afvisning af Guds magt og autoritet. Det er en anti-religiøs religion. Derfor kan der undervises i den - og det sker ofte - i uddannelsessystemer som det amerikanske, der forbyder undervisning i religion i dens sædvanlige betydning.

Jeg besluttede mig for at spore humanismen tilbage gennem historien, startende med Nebukadnezars drøm om et billede med et hoved af guld, bryst og arme af sølv, mave og lår af kobber og ben af jern. Daniel tolkede det som et varsel om fire hedningeimperier, der ville opstå efter hinanden. Hovedet var Babylon; brystet og armene var Media-Persien; maven og lårene var Grækenland; og benene var Rom (Daniel 2:31-40).

En nøglefaktor gjorde indtryk på mig: Forplantningsorganerne var i det område, der blev identificeret med Grækenland. Med min baggrund i græsk filosofi blev dette særligt levende for mig. Jeg indså, at det var Grækenland - mere end nogen af de andre imperier - som gennem sin filosofi reproducerede sig selv i efterfølgende kulturer.

To af de tidlige græske filosoffer, som vi har optegnelser om, er Heraklit og Protagoras. Tre af deres overleverede ordsprog siger:

  1. "Alle ting flyder"
  2. "Man kan aldrig træde ned i den samme flod to gange."
  3. "Mennesket er målestokken for alle ting"

Det er forbløffende, hvordan disse tre udsagn opsummerer essensen af humanismen. De hævder, at alt er relativt; der findes ingen moralske eller juridiske absolutter; og mennesket er den højeste autoritet i universet.

Det ligger uden for rammerne af denne undersøgelse at analysere, hvordan denne tankegang har formet først begreberne i Europa og derefter, gennem Europa, begreberne i den moderne "civilisation". Grækerne forgudede det menneskelige sind. Aristoteles' begreb om Gud var et perfekt sind, der betragtede sig selv - fordi intet andet var værdigt til dets betragtning. Ud af dette har hele rationalismens filosofi udviklet sig.

Ud over filosofien var et andet hovedelement i den græske kultur dens vægt på atletiske konkurrencer. Deres Olympiske Lege repræsenterede, hvad der i virkeligheden var en idoldyrkelse af atletisk dygtighed, som er kommet til live igen i det nuværende århundrede. De mest sete tv-programmer i dag er de store internationale sportskonkurrencer.

Grækerne havde også en tendens til at nedvurdere det ægteskabelige forhold mellem en mand og en kvinde og betragte et homoseksuelt forhold mellem to mænd som mere "intellektuelt tilfredsstillende". I deres statuer blev den idealiserede mandlige form normalt præsenteret nøgen, mens den kvindelige var iklædt en form for draperet tøj.

De såkaldte "guder" i Grækenland udviste alle menneskets moralske fejl: begær, umoral, jalousi, hævngerrighed og bedrag - faktisk et fuldstændigt fravær af et bindende moralkodeks. Det gav mennesket frihed til at være sin egen gud og til at etablere sit eget moralkodeks. Når alt kommer til alt, kan man ikke forvente, at et folk lever over sine egne guders niveau.

Alle disse virkninger af den græske humanisme har været mere og mere tydelige i vores vestlige kultur op gennem det nuværende århundrede. I 1992 lancerede humanismens ånd imidlertid en ny, stor offensiv, mod både USA og Israel. Næsten samtidig sænkede en sky af tæt åndeligt mørke sig over begge nationer.

Ved de nationale valg det år var den åndelige kraft, der bragte både Clinton-regeringen i USA og Labor Coalition i Israel til magten, en åbenlys, ufortyndet humanisme. Begge administrationer repræsenterer en åben og bevidst afvisning af Guds retfærdige love og af de pagter, han indgik med mennesket, først gennem Moses og siden gennem Jesus Kristus. De har demonstreret, at når humanismen drives til sin yderste konsekvens, vil den tro på alt andet end sandheden og tolerere alt andet end retfærdighed.

Denne ophøjelse af mennesket er den kraft, som til sidst vil give anledning til Antikrist, hvis navn er et mennesketal (Åbenbaringen 13:18), lovløshedens menneske, som modsætter sig og ophøjer sig selv over alt, hvad der kaldes Gud eller tilbedes, og endda sætter sig i Guds tempel og udråber sig selv til at være Gud (2. Thessalonikerbrev 2:3-4).

Skriften afslører, at han vil bringe alle, der har afvist kærlighed til sandheden, under sit herredømme. Af denne grund vil Gud sende dem en kraftig vildfarelse, så de tror på løgnen - den oprindelige løgn, som Satan forførte vores første forældre med: "I vil blive som Gud..." eller "som guder." Denne ophøjelse af mennesket i stedet for Gud vil indlede "den store trængsel" - en periode med verdensomspændende kvaler så frygtelige, at de vil overgå selv holocaust i 1939-1945 (Mattæus 24:21-22).

Før denne endelige trængselsperiode har Gud dog stadig enorme planer for både Israel og kirken. En høst af barmhjertighed vil gå forud for dommens høst. Guds forberedelse til dette afsløres i Zakarias 9:13: "Jeg vil oprejse dine sønner, Zion, mod dine sønner, Grækenland..." (NKJV)

"Grækenlands sønner" er dem, der omfavner humanismens bedrag. "Zions sønner" er dem, der støtter sig til Guds ufejlbarlige ord, og som både omfatter dets løfter og dets pagter. De vil komme både fra det naturlige Israel og fra den bekendende kirke. Det vil blive sagt om dem: "De har besejret ham [Satan] ved Lammets blod og ved deres vidnesbyrds ord. De havde ikke livet for kært til at gå i døden." De vil være mennesker med én altoverskyggende prioritet; at gøre Guds vilje vil være vigtigere for dem end at holde fast i selve livet.

Stillet over for denne udfordring er vi alle nødt til at spørge os selv: Er jeg klar til at tage mit standpunkt som en af Zions sønner?

Rent talmæssigt er vi langt underlegne i forhold til de humanistiske kræfter. Ikke desto mindre kan vi finde styrke i Judas konge Asas eksempel. Da han stod over for en invasion af en overvældende overlegen hær, vendte hans desperate bøn et sikkert nederlag til total sejr. For os i dag giver hans bøn et vidunderligt mønster, som vi kan bruge til at imødegå humanismens selvophøjende kræfter.

"Herre, der er ingen som dig, der kan hjælpe de magtesløse mod de mægtige. Hjælp os, Herre vor Gud, for vi stoler på dig, og i dit navn er vi kommet imod denne store hær. Herre, du er vor Gud; lad ikke mennesket sejre over dig." (2. Krønikebog 14:11, NIV)

Lad os stå sammen i bøn!

4
Dele